Idrætsskole for de 8-12 årige i efterårsferien

Teambuilder & Instruktør på Vejle Idrætshøjskole

I efterårsferien den 17. og 18. oktober fra 9 - 14 begge dage holder Vejle Idrætshøjskole i samarbejde med DGI Sydøstjylland Idrætsskole for børn og unge, der lige vil have lidt ekstra kolorit på efterårsferien. Man kan deltage enten i fodbold, håndbold, fitness og dance eller friluftsliv.

Idrætshøjskolens elever er i fuld gang med planlægningen af dagene. Børnene vil have mulighed for at deltage i en af de følgende idrætter. Det er kun muligt at deltage i en idrætsgren.

  • Fodbold (8-12 år). To dage med fokus på teknisk træning. Børnene vil blive aldersopdelt og undervist af højskoleelever. Der er fokus på teknisk træning, finter og en masse spil.
  • Håndbold (8-12 år). To dage med fokus på teknisk træning og spilleglæde. Børnene bliver undervist af højskoleelever.
  • Fitness og dance (8-12 år). Du får mulighed for at prøve en masse forskellige ting inden for fitness og dance, fx dans, spinning, step, yoga, cirkeltræning.
  • Friluftsliv (8-12 år). Vi udforsker skoven med aktiviteter for både krop og hjerne. Laver tovbroer. Prøver den udendørs klatrevæg. Lave lege i naturen. Vi laver bål og mad over bål.

Højskolen vil gerne give en masse  børn mulighed for at prøve noget sjovt, men også for at flere elever får lejlighed til at afprøve deres evner af som instruktører.

- En del af vores mål er at koble undervisningen til noget praktisk, og det er en oplagt mulighed for at stifte bekendtskab med det frivillige foreningsliv, siger højskolens viceforstander Lars Olesen.

Alle får noget ud af det

- Det er en win-win-situation. Ungerne får to fede dage med idræt, mens vores elever får mulighed for at afprøve sig selv som trænere og instruktører. Samtidig er det rigtig fedt, fordi skolelederen på idrætsskolen i de to dage er en af vores tidligere elever, der er meget aktiv i DGI. Det er dejligt, at han på den måde vil holde kontakt med skolen, men også være med til at give vores nuværende elever mulighed for at blive inddraget, siger Lars Olesen.

Højskolen har ændret i det normale skema for at få mulighed og plads til at afholde dagene - og vi glæder os til at se en masse interesserede børn på skolen.

Channie Urup, som er tidligere højskoleelev, er skoleleder på idrætscampen.

- Jeg har selv undervist i to år på idrætscampen og været skoleleder sidste år. Der er ikke noget mere fantastisk end, når man får lov til undervise i det fag, man brænder for og samtidig oplever den glæde børnene giver en. Det bliver to dage med fart over feltet og med rigtig god energi både hos trænerne og børnene, siger Channie Urup. 

Det er 6. år i træk, at Vejle Idrætshøjskole i samarbejde med DGI inviterer børn til at dyrke forskellige idrætsgrene i efterårsferien. Tilmeldingen foregår via DGIs hjemmeside.

Direkte links til tilmelding

Fodbold - https://www.dgi.dk/fodbold/arrangementer/201910406019

Fitness og Dance - https://www.dgi.dk/fitness/arrangementer/201910016020

Håndbold - https://www.dgi.dk/haandbold/arrangementer/201910656002

Friluftsliv - https://www.dgi.dk/friluftsliv/arrangementer/201910026000

 

DGI Idrætsskole