Vandring og højskole, uge 31 2022

Vejle Idrætshøjskole ligger omkranset af smuk, bakket bøgeskov, som danner rammen for en fantastisk uge på vandrekursus. Herfra skal vi opleve flere af de spændende vandreruter omkring Vejle - i en bid af Danmarks smukkeste og mest kontrastfyldte natur.

Du kan forvente trætte ben og stunder, hvor du bliver fyldt af godt humør og sang, og hvor hjernen stimuleres af foredrag og historier.

Vandreruter i Vejle og omegn

Turene varierer med alt fra fjord til ådale, grønne skove og åbne vidder. Sammen bevæger vi os ud i Vejles naturperler og oplever

  • Skove tæt på kystens foranderlige lerklinter.
  • Erosionsdale og smukke dalstrøg med stejle bakkeskrænter og strømmende åer i dalbunden.
  • Historiske fortællinger med naturvejleder i Vejles tunneldal.

Turene vil variere i terræn og i længde med distancer mellem 5-20 km. På de lange ture vil der altid være mulighed for at vælge en kortere rute.

Hele ugen vil du opleve naturen tæt på - også ‘hjemme’ på højskolen, hvor vi selvfølgelig skal udforske Nørreskovens kuperede terræn med bl.a. rislende bække samt en smuk dyrehave, hvor vi kommer helt tæt på dyrene. Se mere om ruterne nedenfor.

Vandreture og fællesskab for alle

Vandreturene sker i et fællesskab med stor vægt på socialt samvær blandt en gruppe glade vandresjæle. Her kan alle være med - nyudklækkede såvel som erfarne vandrere.

Vi samles om den fælles glæde ved vandring i naturen og undervejs sætter vi fokus på blandt andet samarbejdsøvelser, sanseoplevelser og mad over bål i naturen.

Vores erfaring er, at kombinationen af engagerede kursister og de mange fælles oplevelser på kurset hurtigt skaber relationer og minder, der rækker langt ud over ugen på højskolen.

Vandring på højskole

Måske har du været på vandreferie før? På højskolen vil du dog opleve mere end vandring på skemaet. Gennem øvelser og med inputs fra foredrag, morgensamlinger og fortællinger sætter vi skub i refleksionerne og de interessante samtaler. Det hele krydres med sang/ musik, hyggeligt samvær og lækker mad.

Siden opdateres med skema snarest. Der tages forbehold for ændringer i programmet.

Kursusperiode

Værelse

Enkeltværelse - to værelser deler bad og toilet i fælles forgang DKK 4.975,00
Dobbeltværelse - to bor på værelse med bad og toilet DKK 4.675,00
Tremandsværelse - tre bor på et dobbeltværelse med bad og toilet DKK 4.375,00

Tilvalgsmuligheder

Leje af linned

Ja, jeg vil gerne bestille linned DKK 85,00
Nej, jeg tager selv linned med DKK 0,00
Nanna leder vandrekurset

Mine vandrestøvler har været med til at give mig helt fantastiske og flotte naturoplevelser. Jeg har utallige naturoplevelser i bagagen både fra Danmark og Norge, hvor jeg har boet flere forskellige steder og studeret friluftsliv. Det har givet mig masser af praktisk erfaring inden for planlægning og gennemførelse af både korte og lange ophold i naturen i alt slags vejr og terræn. Nu har jeg bosat mig tæt på Vejle, og jeg glæder mig til at vise dig, hvilke naturoplevelser, der er bag næste træ, bag næste bakke og bag næste fjord. Jeg stortrives i naturen. Især når bålet tændes, man samarbejder, kobler fra og oplever naturen med sanserne.

Ugens skema - uddybes yderligere i løbet af foråret 

HUSK: mødepligt til undervisningen

OMGIVET AF BAKKET BØGESKOV OG FJORD
Hvad skal jeg medbringe?

Du skal medbringe en rygsæk, termokande til kaffe, the eller kakao og vandflaske til turene. Vi laver lækre madpakker på skolen. Ta’ gerne et siddeunderlag eller liggeunderlag med hjemmefra , som du/vi kan sidde på undervejs til spontane og planlagte pauser.

 

Fællesskab, nye inputs og masser af energi