Emma Wulff - Hvad har jeg fået ud af at gå på Vejle Idrætshøjskole

Emma Wulff VIH

Mit højskoleophold har uden tvivl været det bedste år i mit liv, og jeg har fået så meget med fra højskolen, at jeg ikke kunne forstille mit liv uden den oplevelse.  

Jeg tog på højskole lige efter jeg havde afsluttet gymnasiet, og beslutningen var egentlig ret spontan, og jeg var i den grad i tvivl om, hvorvidt det var det rette for mig. Skulle jeg tage ud at rejse i stedet, eller var det bedre at sparer nogle flere penge op, som ens forældre havde forslået? Og ville jeg i det hele taget passe ind sådan et sted? Jeg var jo overhovedet ikke den mest sporty type, og jeg havde aldrig før været væk fra de trygge rammer derhjemme i så lang tid. 

Detskæbnesvangre øjeblik kom, hvor jeg valgte at træde ind gennem glasdørene på Vejle Idrætshøjskole for første gang. Mine hænder rystede, og mine håndflader var svedige. Eleverne sad klar med nøgler inde i forhallen, og inden jeg kunne nå at stille taskerne på gulvet, var jeg allerede blev vist op på værelset, af den sødeste pige. Taskerne blev hurtig stillet, og så stod det ellers på fællessamling nede i havestuen, med min nye højskolesangbog i hånden. Her sneg nervøsiteten også ind på mig, og jeg blev helt bange for om drengen ved siden af mig, kunne høre min hjertebanken. Men da jeg kiggede på ham, kunne jeg se at han var lige så nervøs som mig. Her sad vi over 100 elever, og kiggede på hinanden for første gang. 

Tænk at alle de folk der var samlede her, om nogle måneder, ville de ende som mine bedste venner. Det ville jeg aldrig kunne havde troet, hvis du sagde det til mig i det øjeblik. At den dreng der sad ved siden af mig, og nogle måneder ville han redde mig, med den allerstørste krammer midt ude på gangen, den dag hvor jeg havde allermest brug for det. Eller at den pige der sad foran mig, vi ville en kold efterårsdag, spontan begynde at skærer græskær midt om natten, og ellers vende hele verdenssituationen. Og drengene der sad i sofaen, om nogle uger, ville løfte mig op fra sengen midt om natten, for derefter at sætte mig midt på dansegulvet i nattøj, for vi var ikke færdige med at feste.Hvis jeg dog havde vidst alt det, så havde jeg nok ikke været så nervøs i det øjeblik i havestuen. Men trods hjertebanken og svedige håndflader, så var jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at jeg var lige hvor jeg skulle være. 

I det følgende år oplevede jeg et fælleskab, som har ændret hele mit liv. Følesen af at være en del af noget større på den måde, havde jeg aldrig oplevet før. Sammen efter en hel dag med sport, kunne vi sætte os på bænkene foran højskolen, og nyde de sidste solstråler. Når man skuede henover græsplænen foran globen, kunne man se den ene Vejle trøje efter den anden. Mange sad og spillede Partners ved bænkene, andre lå i hængekøjerne og snakkede. Nogle havde også fundet badetøjet frem, og ventede nu ivrigt på at poolen skulle åbne. Man var virkelig omgivet af de mest vidunderlige mennesker, hvor vi alle elskede sport og hinandens samvær. 

Det var en utrolig dejlig tryghed at vide at vi var der for hinanden. Som når min roomie vaskede mit tøj, de dage hvor overskuddet ikke var stort, eller da jeg i Østrig hele tiden blev løftet op i båden igen til riverrafting, fordi jeg næsten tilbragte mere tid udenfor båden end i den. Der var altid nogle klar med en hjælpende hånd, og at opleve så meget kærlighed og varme, fra alle de mennesker man var iblandt, gjorde virkelig et stort indtryk på mig. 

Der var aldrig to dage som var ens, selv den ellers mest kedelige onsdag aften, kunne hurtigt blive spændende, hvis man krydrede den med lidt langrend og rulleskøjte løb i hallen. Eller en weekend der bliver forvandlet til et helt bryllup, hvor man får fornøjelse af at blive gift med en af sine bedste venner, og danse brudevals for første gang. Hvilket man også kun synes er sjovt, fordi det sammen med de mest dejlige mennesker. 

Mine venskaber fra højskolen er også noget, af det mest værdifulde jeg har fået ud af mit ophold. Jeg har stadig fornøjelsen af at se, mange af mine højskolevenner den dag i dag. Når vi mødes til et spil Partners eller en gril aften i haven, hvor skumfiduserne blive delt på kryds og tværs, så føles det igen som om man er tilbage Vejle. 

Men det har heller ikke kun været eleverne, der har fået mig til at føle mig hjemme, også lærerne har i høj grad fået mig til at føle mig godt tilpas. Især de lærere som har haft tålmodigheden med mig, når jeg har kastet mig ud i nye sportsgrene eller nye udfordringer, som har føltes ret uoverskuelige og store. Som når jeg har haft ondt i armene efter første styrketrænings time, selvom undervisningen stod på squat og lunges. Det har betydet meget, at i har troet på mig, når jeg måske ikke selv har. 

Især min teamlærer har været til stor hjælp. Første gang jeg så ham, kom han gående ind i lokalet med den største hættetrøje jeg længe havde set, og hans lyse hår strittede ud til alle sider. Lige i det øjeblik vidste jeg ikke helt, hvad jeg skulle synes om ham. Men så gik der 2 måneder, og lige pludselig så stod jeg hjemme i hans køkken, og lavede forårsruller til hele teamet. De dage hvor alt bare har været for meget, og verden føles uoverskuelig. Så var han der altid med gode råd. Samt de dage hvor det ellers stod på fjollerier, var han også klar på den værste. 

Noget andet som også har været helt igennem fantastisk ved højskole, er hvor meget man lærer sig selv bedre at kende. Hvilket helt klart er noget som, jeg har kunne tage med videre. Man bliver udfordret på alle tænkelige måder på højskolen, både når man stod i spidsen for et arrangement for næsten 800 skolebørn, eller når undervisningen lige pludselig stod på ballet til multisport.  Men for hver udfordring overvundet bliver man det klogere på sig selv. Jeg lærte hvad det er, jeg lige præcis brænder for, og hvad jeg var god til. Og det var ikke ballet til multisport, men noget helt andet, som jeg slet ikke vidste jeg var god til. 

Jeg tør nu ting, som jeg aldrig ville havde drømt om, før jeg startede her i Vejle. Tilbage i gymnasiet når fremlæggelser skulle holdes, sneg nervøsitet hurtigt ind på mig, og hjertebanken kunne oftest mærkes under hele oplægget. Men på højskolen forsvandt hjertebanken, og lige pludselig blev en morgensamling for næsten 100 kursister ingenting. Og da det stod på film making i Performance ugen, turde jeg også være med til at lave den mest åndsvage film, fordi jeg vidste at alle stadig ville holde lige så meget af mig bagefter. For jeg var et sted, hvor jeg blev holdt af for lige præcis den jeg var.  Men der var egentlig først efter, at jeg havde stillet taskerne med løbetights og sportsbh’er hjemme på mit værelse, og fundet den rette plads på min boghylde til sangbogen, at det gik op for mig, hvor fantastisk mit højskoleophold har været. 

Højskolen har virkelig givet mig utroligt meget, og hver gang jeg tænker tilbage på min højskole tid, får jeg også et smil på læben, over alt det vidunderlige jeg har fået lov til at opleve. 

Det er jeg dybt taknemlig for, og jeg ville aldrig havde været de oplevelser for uden. 

Emma Wulff - Elev E16 - F17.