Reportage fra sportsjournalistlinjen

Reportage fra sportsjournalistlinjen

Anne Søgaard Povlsen om Sportsjournalistik på Vejle Idrætshøjskole

Eleverne på sportsjournalistiklinjen på Vejle Idrætshøjskole benytter skolens tilbud til at afklare drømmen om at blive sporstsjournalist og forberede sig til optagelsesprøven på journaliststudiet. Undervisningen er sammensat af både praktiske og teoretiske forløb. Eleverne får rig mulighed for at afprøve sig selv inden for den journalistiske verden. I første del af forløbet prøvede eleverne kræfter med reportagegenren, hvor de blev sendt ud for at lave en reportage fra forskellige kendte Vejleinstitutioner. Her følger tre reportager skrevet af elever på sportsjournalistlinjen 2017/18:
 

Drømmenes legeplads

dig

DGI-huset i Vejles grå og kedelige mure danner rammerne for alverdens sportsgrene, konferencer og koncerter m.m. Samtidig rummer stedet mange drømme fra alle dets besøgende.


Af Didde Fyhr, elev på Vejle Idrætshøjskoles sportsjournalistlinje

På en grå, blæsende og kold vinterdag er der ikke meget der opfordrer en til at drømme, når man træder ind i DGI-huset. Receptionen og gangen minder mest af alt om gangene på Vejle sygehus – kolde og grå. Selvom den elektroniske informationstavle er proppet så meget med igangværende og resten af dagens aktiviteter, at den knapt kan følge med, så er der helt stille ved indgangen. Hvis en knappenål blev tabt ville den uden tvivl kunne høres. Der er intet hjertevarme og stemning at spore, selvom der er blevet gjort et forsøg med noget julepynt, der mest af alt ligner noget, som er blevet glemt fra sidste jul. Grankoglejuletræerne og de runde hængende kranse er brune og ligner noget, der er vissent. Det eneste der bringer lidt julestemning ind er røde glimmer stjerner, der er blevet brugt til at pynte dem med.

Drømmen er klar

Selvom DGI-huset ikke lægger op til at drømme, så lever drømmene alligevel i bedste velgående blandt mange af husets brugere, der spænder fra mureren, som har været vågen siden kl. 4 og lige er kommet fra arbejde til bankmanden, der har fundet tid til lidt motion mellem sine mange møder, og helt til de unge mennesker.

Hal 1 ligger øde hen, indtil den spinkle 12-årige Andrea kommer ind. Hun stiller sig i døren og ser målrettet ind på banen. For hvert skridt hendes lette fødder tager giver gulvet sig, og der kommer en knirkende lyd. Hun har sin Hummeltaske kastet over skulderen og er iført sin træningsdragt. Der er halvanden time til træningen starter, men alligevel står Andrea og spejder ud over hallen. Drømmen er klar.

”Jeg vil være den bedste playmaker i Danmark og så vil jeg være en fast del af landsholdet,” siger hun uden hverken at blinke eller med tøven i stemmen, mens hun er nået ind til midten af banen.

Hun holder virkelig af at komme i DGI-huset, hvorfor hun også kommer så længe før sin træning. Når der en enkelt gang i mellem er tomt i hal 1, som i dag, så er det en stor legeplads for alle de drømmende unge mennesker, hvor der kan prøves alle de ting af, som der ikke gøres til den normale træning. Når der kigges rundt til alle de andre aktiviteter, så fornemmes det, at det er noget, der er fælles for DGI-husets brugere. Huset rummer så mange muligheder for at udfolde og udfordre sine drømme.

Gamle faciliteter er ingen hindring

Hallens faciliteter emmer af mange års slid. Stolenes påtrykte numre er streget over de fleste steder og erstattet af håndskrevne. Alligevel er det ikke alle steder, at de nummererede sæder sidder i den rigtige rækkefølge. Stregernes maling på gulvet er forsvundet nogle steder og nettene i de to mål er meget slidte.

Bag det ene mål findes der en række træningsmaskiner af ældre dato samt pilatesbolde. Begge dele har tegn på års slid fra alle dem, der har gjort et forsøg på at forfølge drømmen. Dette er dog ingen hindring for Andrea.

”Hvis bare jeg har to mål og en bold, der kan hoppe, så er det egentlig helt okay for mig. Det her er mit andet hjem og jeg har minder i hver en krog her, så jeg har det fint med de ting, der er.”

Minder er en ting, der går igen for de mennesker, der befinder sig i DGI-huset denne dag. Mange af dem fortæller den ene historie efter den anden om, hvorfor det er deres foretrukne sted. Fælles for de fleste fortællinger er, at de rummer passion og drømme.

Sportsjournalistik

 

Ingen lyst til lystbådssejlads – men lyst til lystbådehavnen

Tonsvis af liv, glade børn, øl med sejlervennerne, og stolte, ældre, mænd, der glædeligt viser deres flotte både frem. Høj sol – og en følelse af sommer. Typiske ting at binde en lystbådehavn sammen med. Sådan er det ikke i Vejle, og især ikke en dag som i dag. Her er hverken fornemme, ældre mænd eller sol. Tværtimod – lystbådehavnen er våd og kold. Og så er stedet efterhånden blevet et sted med moderne bygninger og ungdommelige vibes. Er denne nybyggede boble Vejles nye in-sted?

Af Anna Sofie Grebe Østergaard, elev på Vejle Idrætshøjskoles sportsjournalistlinje

Lysten til sejlads ud fra lystbådehavnen i Vejle, synes langt væk. Det grå, tykke skydække, der solidt har beplantet sig på himlen over byen denne onsdag eftermiddag i december, lægger en dæmper på havnemiljøet. Ingen mennesker er at se ved kajen, og selvom stedet kan rumme næsten 650 lystbåde, virker de fleste af pladserne tomme. Bådene er hevet op på land – et tegn på at sommeren for længst er forbi. Enkelte havmåger skratter op, men udover det er der stille. Helt stille. Dråber fra den dunkle himmel vasker ansigtet, og gør træbredderne ved vandet drivvåde. I mange af de nybyggede lejligheder, der elegant lyses op af tusinder af lyskæder, kan man se liv. Al aktivitet er rykket indendørs. 

Boblen for det yngre publikum?

Et yngre par bliver vist rundt i en af lejlighederne tættest ved vandet. Her står bygningerne efterhånden færdige, men starter man motoren, og lader bilen trille tilbage af den vej, man kom fra, er billedet et helt andet.

Det unge par inde i lejligheden kigger interesserede rundt, og mægleren gestikulerer med vilde armbevægelser for at sælge. Forsøger at plante idéer og visioner i det unge pars hoved. Og man skal have en lille snert af fantasi for at forestille sig, at dette område er dømt til at være toppen af poppen om nogle år. Ikke fordi tegningen af det ikke allerede er der – men fordi havnen i første øjekast ligner én stor byggeplads. Det hele er nyt. Bygninger står ufærdige, og sjælen i området lader til at være et par år eller ti væk. Et juletræ plantet på et bræt er smidt ud i vandet. Et tegn på, at man prøver. Man prøver at danne rammen om noget hyggeligt og hjerteligt, og man prøver at skabe stemning. Og måske er det i virkeligheden det, de unge søger. De søger steder, hvor de kan være med til at forme. Hvor de kan skabe noget – gøre noget til deres.

Havnen stråler trods regn

Parret og deres mægler bevæger sig over mod et stort vinduesparti. De skuer ud over området. Fra døren kan de se Vejles varemærke, Bølgen, der med sine bløde former og genkendelige struktur står stolt ved bredden. Omkring havnen danner Nørreskovens bakkede landskab rammen om dette lille smørhul. Dette nye smørhul. Flere steder i landet ser man tendenser som stedet her. I København arbejdes der ihærdigt på projekter i Nyhavn og Engholmene. Måske Vejle, lillebroren, prøver sig med det samme. Prøver at lokke nye par til byen – nye par, med styr på økonomien og økologiske spisevaner, ud til et mere hipt og moderne sted hvor de kan blive ved med at være noget ved musikken. Hvor de kan lyse lige så meget op, som de julekugler, der er placeret på det flydende juletræ.  

Inde i lejligheden er fremvisningen ved at slutte. Der bliver givet hånd og smilt bredt. Måske er lejligheden solgt. Måske er den ikke. Denne onsdag har vejret ikke hjulpet mægleren, men det har stedet til gengæld. Det kan sælge sig selv. Duften af hav og tang lader ikke til at skræmme folk væk, tværtimod lader det til, at folk, og især unge, har lyst til lystbådehavnen.

Sportsjournalistik

Den sovende kæmpe

Mens jeg triller ned ad vejen, forbereder jeg mig mentalt på det virvar af mennesker og indtryk jeg nu skal til at bearbejde. Hvilke aspekter skal anskues, hvem skal udses som offer for et interview og hvilken vinkel skal jeg overhovedet fortælle en historie ud fra? Til min store forbavselse er der gabende tomt, da jeg ankommer til anlægget. På parkeringspladsen holder blot en enkelt bil, mens der ingen mennesker er at spore, ved første øjekast, i miles omkreds.

Af Nicolai Grau Andersen, elev på Vejle Idrætshøjskoles sportsjournalistlinje

Vindens susen om ørerne er gyselig og da støttebenet på cyklen sættes i jorden giver det nærmest genlyd. Det kan ikke skade at luske lidt rundt, tænker jeg, idet jeg passerer kunstgræsbanen, som er placeret lodret op af klubhuset, omkranset af røde plastiksæder. Det må være her, de spiller kampe. Lidt længere henne ligger endnu en bane af kunstgræs, som er indhegnet.

Klubhuset er på intet mindre end to etager og jeg hopper straks ovenpå, for at få en bedre udsigt. Der er svalegang hele vejen rundt, og på den ene side er der terrasse, som er i forlængelse af en indendørs spisesal, hvor man på gode dage kan trække udenfor. Inde bag ruderne gemmer sig også andet end blot borde og stole. En masse pokaler i alle former og størrelser hober sig op i alle afkroge af rummet. Det giver et sus i kroppen og hårene rejser sig, men ikke på grund af vinden. Jeg studser over fordums styrke, dengang Vejle var en stormagt i dansk fodbold, hev sølvtøj hjem og havde en masse koryfæer rendende. Da spillere som Gert Eg, John Sivebæk, netop afdøde Henning Jensen og tilmed Allan Simonsen, Danmarks hidtil eneste vinder af Ballon d’or, prydede Vejle Boldklub med fantastisk fodbold og ledte dem til flere optrædener på den europæiske scene. De tider er borte med blæsten og det er en helt anden virkelighed traditionsklubben må indfinde sig med nu om dage.

En forvirret fugl afbryder mine tanker da den flyver hen over hovedet på mig og skråler. Jeg vender mig om og kaster et blik ud over fodboldbanerne. Området er kæmpestort, med baner så langt øjet rækker. Det hele er formet som en vifte, og der er kiler mellem banerne, så der er plads til anden omgang med bolden, hvis nu der skal trænes teknik. På vej rundt om svalegangen opdager jeg et oplyst rum. Jeg stiller mig langs væggen og forsøger at titte ind. Der sidder en enkelt person og arbejder ved sin bærbar. Her opstår muligheden for at få nogle ord fra en kyndig person, men jeg bliver enig med mig selv om, at det ville være en anelse uhøfligt og mærkværdigt, så jeg går nedenunder igen. På vej tilbage funderer jeg over hvor mange rum klubhuset egentlig rummer. Jeg tæller en masse lokaler og omklædningsrum. Der er ikke blevet sparret på noget.

Da jeg når tilbage til cyklen ankommer en bil til parkeringspladsen. En mand træder ud, studser kortvarigt over mod mig og begynder ellers at trave hen mod klubhuset. Tankerne flyver rundt, fornuften skubbes til side og jeg bruger mit instinkt som opsøgende journalist – i ren nysgerrighed lunter jeg hen mod manden. Jeg skal have noget mere stof til eftertanke. ”Hej” udbryder jeg. Han kigger forvirret op og svarer: ”Hej… Hvem er du?”. ”Mit navn er Nicolai og jeg har fået til opgave at lave en reportage om VB Parken, har du et par minutter?”

Hans øjne ruller skeptisk ned over mig, som om jeg bliver scannet fra top til tå. ”Hvor er du fra?”. Jeg bliver helt forbavset og mundlam. Efter et par sekunder får jeg fremstammet ”Vejle Idrætshøjskole”, og straks lyser han op i et stort smil: ”Selvfølgelig!”

Det viser sig at det er Steen Thychosen, nuværende talentchef i Vejle Boldklub, som står foran mig. Han har været på Højskolen masser af gange, da talenterne ofte spiller kampe der. Han frygtede nok en bidsk journalist, og skulle derfor lige se situationen an, men da han selv beskæftiger sig med unge mennesker kunne han ikke tillade sig at give mig den kolde skulder. Jeg spørger ind til klubbens ambitioner, og han fortæller lystigt om deres succesfulde talentafdeling, hvordan førsteholdets succes afspejler sig i de andre årgange og hvordan byen emmer af fodbold igen efter en række tørre år. Jeg giver ham pænt hånden, så han kan begive sig hen til klubhuset for at passe sit arbejde, og med et tilfreds smil på læben træder jeg op på cyklen og begynder at rulle tilbage af en af de dejlige cykelruter. Jeg kan stadig mærke varmen i hans blik og håndtryk, mens jeg først nu bider mærke i den herlige duft af frisk natur.

I dette moment indser jeg, at denne traditionsbundne klub hører til i landets bedste række. For en divisionsklub besidder den fantastiske faciliteter, kompetente fodboldhjerner og den forrygende oplevelse jeg havde på Vejle stadion et par uger forinden er ikke glemt. På trods af nogle turbulente år med mislykket fusion og opkøb af udenlandske investorer, peger pilen kun en vej for Vejle Boldklub. Og det er op.