Outdoor

Uge 28 | 5/7 2025 12:00 - 11/7 2025 12:00
Kurset er afholdt

OUTDOOR

Vi tager udgangspunkt i nærområdets fantastiske natur, primært skov og fjord, hvor puls, styrke og adrenalin får gode betingelser. Kurset er for de voksne, som gerne vil bruge deres sommerferie på at være aktiv i fællesskab med andre. Det sociale samvær og de fysiske aktiviteter vil hånd i hånd skabe rammerne for en fantastisk uge.

Alle kan være med, da aktiviteterne vil være niveaudelt og gode undervisere vil stå klar med vejledning, hvis aktiviteterne skulle blive udfordrende.

OUTDOORAKTIVITETER FOR ALLE

DER VIL VÆRE MULIGHED FOR FØLGENDE AKTIVITETER

  • Klatring: Skolens 13 meter høje klatretårn er lige noget for dem, som kan lide at miste jordforbindelsen.
  • SUP (Stand Up Paddleboard): Kombinerer det bedste fra kajak og surf og får dig tæt på fjordens bølger og flotte natur.
  • Adventurerace: Konkurrence, samarbejde samt udfordringer på det fysiske og intellektuelle plan er ingredienserne i adventurerace. Det er holdets evne til at samarbejde ift. forskellige former for transport og løsning af opgaver på vejen, som bestemmer vinderen.
  • MTB: Området omkring skolen med skov og kuperet terræn indbyder til fantastiske oplevelser på to hjul. Der er mulighed for en intens oplevelse af cyklen som andet end et transportmiddel.
  • Svømning/Fjordsvømning : Skolen har et friluftsbassin, hvor der vil være mulighed for morgensvømning og andre vandaktiviteter. Vejle fjord kan også være indbydende på denne tid af året.
  • Bakkeløb/trailløb/O-løb: Stierne og bakkerne omkring skolen udgør et fascinerende træningsområde for løb.
  • Boldspil: Trods fokus på adventure- og outdooraktiviteter vil der også i ugens løb være mulighed for at udfordre andre kursister i diverse boldspil.

OUTDOOR PÅ HØJSKOLE 

Har du været på outdoorferie før? Det er en fed måde at holde sommerferie på, men på højskole får du noget ekstra. En typisk dag på sommerkursus kan starte med frivillig motion fra tidlig morgen. Efter morgenmaden samles alle kursister til morgensamling, hvor underviserne vil komme med oplæg og dagens program gennemgås.

For- og eftermiddage vil som hovedregel bestå af aktiviteter inden for outdoor, men vil også indeholde såkaldte højskolefag, hvor livsrelevante emner vil blive taget under behandling gennem debat og refleksion. Aftenerne vil være fyldt ud med inspirerende foredrag eller en masse hygge og socialt samvær. Desuden byder ugen også på en fælles udflugt.

Vi skal have det sjovt

Sammen skal vi give den gas og få røde kinder, når vi boltrer os i terrænet omkring skolen. Det er nøjagtigt, hvad jeg selv elsker! Vi afprøver os selv og hinanden og hvem ved – måske opdager vi en ny udendørs yndlingsaktivitet?

Naturen omkring højskolen den perfekte træningslegeplads og indbyder bare til at have det sjovt!

Jakob Sikjær, underviser

Skema for ugen

Foredrag og udflugter

Trapholt

Andre sommerkurser