
Højskole er for mig at se defineret af at den rummer en utrolig og unik slags energi. Denne energi kræver noget af dem, der begiver sig ud i den – eksempelvis med forpligtelsen til et fællesskab – men samtidigt fylder den dig op, og gør det muligt for dig at opleve flere ting end du kunne drømme om at gøre på 5 år i den “normale” verden.
Jeg elsker at udforske denne energi på så mange måder som muligt. Jeg interesserer mig for alt mellem adventure-genre som mtb og klatring, kreative fag som træsnitning og visual mending, litteratur og filosofi, friluftsliv og ikke mindst musik.
Jeg er uddannet på musikvidenskab, er udøvende musiker, og elsker at spille sammen med andre i alle mulige forskellige konstellationer og i alle mulige forskellige genrer. Derudover har jeg boet i Norge og læst friluftsliv og knuselsker klippeklatring, ski og at sove udenfor.
Jeg glæder mig til at opleve din unikke energi, og mærke hvordan du sætter dig selv i spil i denne her forunderlige konstellation vi kalder for højskole.