
For mig rummer fællesskabet et kolossalt potentiale. Og hvor bliver fællesskabet dyrket mere intenst end på en højskole?
Mine arenaer er musikken, idrætten og alt det, der foregår ude i det fri. Her kan man for alvor mærke fællesskabets superkræfter. For helt ærligt, det er da tusinde gange federe at synge som Medina foran et fedt band end alene på værelset. Og det er rarere at hænge 10 meter over jorden i klatretårnet med en person, der sikrer dig, end at være der alene.
Musik har fyldt en stor del af mit liv, lige siden jeg begyndte til trommer i 3. klasse. Siden da har jeg været omkring alt fra store orkestre til små bands og dyrket fællessang og sammenspil – og musik lige fra Mozart til Kesi. Instrumentet eller genren har aldrig været det vigtigste for mig. Det afgørende er, at vi kan være fælles om musikken. I min undervisning er jeg optaget af at skabe legende musikalske rum, hvor musikken kan mærkes i både krop og sjæl, og hvor dine egne interesser og kompetencer får lov til at komme i spil.
Jeg er uddannet friluftsvejleder og har beskæftiget mig med idræt det meste af mit liv. Jeg holder af at være ude i naturen, hvor vejret, vinden og terrænet har fuld magt, og hvor vi må indrette os, tilpasse os og være åbne over for de oplevelser, naturen tilbyder. Samtidig har jeg altid været helt tosset med at bevæge mig – og jeg bliver lidt som en hund, så snart der er en bold involveret.
Generelt holder jeg af at nørde. Det kan være med bagning, skiskydning, musikudstyr eller international politik. Hvis jeg skal være helt ærlig, er jeg meget let at lokke med på noget solidt nørderi.
Derfor glæder jeg mig til at møde dig, høre hvad du brænder for, og hvad vi kan lære af hinanden.