Musik

Højskole og musik hænger sammen. Musik har altid været en stor del af miljøet på en højskole. Også på Vejle Idrætshøjskole, hvor vi har flere dygtige musiklærere, der tilbyder dig et kursus i musik.

Når du vælger musik på en højskole, er der plads til alle niveauer. Det eneste krav er, at du har lysten til at tage et kursus i musik. På musiklinjen får du mulighed for at spille sammen med andre i band, synge både som forsanger og som kor, og du kan lære at spille på et instrument.

Musik og højskole

Vi hører musik overalt. I radioen, i supermarkedet og i butikkerne på gågaden. Når vi vasker op, og når vi løber en tur. Men en ting er at høre musik. En anden er at være med til at skabe musik i et stærkt fællesskab på en højskole.

På musiklinjen får du et kursus i musik, hvor samspillet er i fokus. Om det er, når vi står med hvert vores instrument i hånden, eller når vi fx træner rytmer på gulvet, så handler det i bund og grund om det samme - at høre hinanden og være i det sammen.

Sammenspil i bands

Når du vælger et kursus i musik på vores højskole, får du naturligvis mulighed for at spille i et band. Vi grupperer os i et eller flere bands og spiller sammen. Du kan selvfølgelig medbringe dit eget instrument. Skolen råder over bas, guitar, trommer, klaver, keyboard, saxofon og percussion. Vi spiller pop, rock, blues eller andet, der er stemning for.

Undervisning i sang og i de forskellige instrumenter

Er du nybegynder, så er et kursus i musik på højskolen oplagt. Du får en grundlæggende viden om det instrument, du spiller på. Har du spillet eller sunget i længere tid, bliver der bygget videre fra det musikniveau, du har nået.

Kursus i sangskrivning

Er der stemning for det, arbejder vi med at skrive vores eget materiale. Både sangtekst, melodi og akkompagnement. Går det godt, så er vi - hvem ved - måske på vej til P3.

Musik som leg

Med et kursus i musik på højskolen får du trænet din koordination. Når du skal spille en rytme på guitaren og samtidig skal synge, kræver det en god koordination. Det træner vi med musikøvelser og små lege på gulvet, hvor det også handler om at få umiddelbarheden og drivet ind i musikken.

Kursus i musikforståelse

Vi taler om musikalske parametre på kurset i musik på højskolen: Swinger det? Hvilke instrumenter er med? Hvad foregår der? Vi debatterer god og dårlig musik og bliver bedre til at sætte ord på musikken. Vi stifter bekendtskab med rigtigt mange genrer og får bedre stilkendskab.

Musikteori

At deltage i et kursus i musik på en højskole uden at lære om hørelære og musikteori er som at køre en bil uden hjul. På musiklinjen lærer du om rytmer, noder og akkorder, og vi beskæftiger os med nodesystemet fra bunden af.

Koncerter på højskolen

Sidst, men absolut ikke mindst, skal vi selvfølgelig også optræde for skolens øvrige elever, og hvem vi ellers kan fange af lyttere.

Tilmeld dig musiklinjen og få et uforglemmeligt kursus i musik på en højskole, der vil lidt mere end bare lytte til musik.

"Musiktimerne var noget andet end gymnasiet"
Rebecca - Elev på Vejle Idrætshøjskole

”Jeg var ikke specielt glad for musik i gymnasiet. Der manglede ligesom glæde og sjov. Derfor var jeg også lidt usikker på, om jeg skulle vælge musik på VIH. Jeg kunne ikke spille et instrument, men på VIH var musiktimerne kreative og sjove, og jeg fik prøvet mange nye ting.

Jeg føler, jeg er vokset over mig selv. Og har oplevet, at jeg sagtens kan lære en masse i musiktimerne, selvom jeg er startet lidt sent.”

- Rebecca, elev 2017
Jakob Nielsson om musik

Jeg elsker energien, sammenspillet og fællesskabet. Jeg elsker glæden, og jeg elsker at være med til at give det hele videre. Jeg elsker at se elevernes blik, når det lykkes for dem, og jeg elsker at se deres stolthed, når de har optrådt – om det så er for en lille eller stor forsamling.

"Man kan rykke sig rigtigt meget"
Jannie, elev på Vejle Idrætshøjskole

"Jeg havde ikke meget erfaring med musik, inden jeg startede på VIH, men jeg havde en rigtigt god oplevelse i musiktimerne. 

På mit hold var der tre stykker, som kunne spille klaver. Jeg har altid syntes, at det lyder så godt, når folk bare kan sætte sig ved klaveret og spille. Derfor besluttede jeg mig for at lære at spille klaver på højskolen. Der er jo klaver i flere lokaler på højskolen og flere jeg lige kan spørge om hjælp, så det har været oplagt for mig at forsøge mig her.

Det har krævet en del tid uden for timerne også, men jeg har rykket mig og kan faktisk en del nu, så det er en ret fed fornemmelse."

- Jannie, elev 2017/18