Højskolesangbogen som selvhjælpsbog

Højskolesangbogen som selvhjælpsbog

Poetry slam og fællessang

Kan Højskolesangbogen give gode råd til et moderne menneske i 2019, hvis man betragter den som andet og mere end blot en blå bog fuld af sorte noder og ord på vers?

Svaret er ja!

Den lille blå behandler flere moderne problemstillinger, hvis man ellers lige gransker den med friske øjne. For selvom de fleste selvhjælpsbøger – dem der vil hjælpe dig til at smide 5 kilo, få dig til at tænke dig til et bedre liv eller vil lade dig gå glip - er af nyere dato, så findes der også selvhjælpende og livsguidende råd i de lidt ældre sangtekster, der bor i Højskolesangbogen.

Asker og Katrine står for en en fusion af poesi, foredrag og fællessang, når de tager jer omkring nogle af de store temaer, som Højskolesangbogen behandler. I vil måske opdage, at den lille blå bog faktisk indeholder mere end bare noder og tekster. Og forhåbentlig vil I få lyst til at ty lidt mere til den lille blå i fremtiden.


Katrine Volsing er journalist, retoriker og en af Danmarks dygtigste poetry slammere. Poetry slam er kort fortalt poesi, der bliver fremført live for et publikum. Katrine har i en årrække været i finalen i de danske mesterskaber og har brugt sine unikke poetiske evner i rollen som konferencier til festivaler, til bryllupsceremonier og meget andet. På VIHs sommerkurser vil Katrines fabulerende ordlege spejle sig i de klassiske tekster i Højskolesangbogen.

Asker Bjørk er højskolelærer og trommeslager i en række danske orkestre. Asker er en erfaren herre på VIHs sommerkurser og styrer fællessangen fra klaveret på fineste vis. Desuden vil han bruge sin erfaring fra det daglige arbejde som højskolelærer til at sætte sangene ind i en moderne kontekst.