”Jeg er helt klart blevet forberedt på det, som venter mig…”

”Jeg er helt klart blevet forberedt på det, som venter mig…”

Didde

Følgende er et interview med Didde Fyhr – VIH-elev på sportsjournalistlinjen.

Didde Fyhr er elev på sportsjournalistlinjen på Vejle Idrætshøjskole på vinterholdet fra oktober 2017 til marts 2018. Hun startede som en del af en gruppe på 8 elever, som følger Vejle Idrætshøjskoles tilbud om et forløb med fokus på at blive klar til optagelsesprøven på journaliststudiet. Eleverne er i daglig omtale på skolen kommet til at hedde ”journalisteleverne”. 

Didde har længe haft en drøm om at kombinere sin passion for idræt med drømmen om at blive journalist. Derfor tilmelder hun sig i 2017 til Vejle Idrætshøjskoles journalistlinje.

Efterfølgende går hun til optagelsesprøven på Journalisthøjskolen i Århus med henblik på at opleve omstændighederne på prøvedagen og få et indtryk af prøvens sværhedsgrad. Således tager hun prøven uden egentlig forventning om at bestå og derfor er det også en lidt overrasket og meget glad Didde, der senere modtager beskeden om, at hun har bestået prøven og er klar til indmeldelse på journaliststudiet med start i februar 2018.

Brænder både for sport og journalistik

Trods Didde som den eneste af eleverne på Vejle Idrætshøjskoles sportsjournalistlinje allerede er sikret optagelse på journaliststudiet, så har Didde fået en masse ud af sit ophold på Vejle Idrætshøjskole.

”Journaliststudiet skal nok fylde mig op med alt det journalistiske, men det, som jeg jo også brænder for, er at kombinere det journalistiske med idrætten”, siger Didde, som især fremhæver håndboldtimerne:

”Det har været fedt med så engagerede lærere, der virkelig har forstand på det, de underviser i. Og selvom der er stor forskel på elevernes idrætsniveau på en højskole, så har lærerne formået at lave udfordringer til alle niveauer i hver eneste time.”

”Fedt, at vi er så vidt forskellige”

På journalistlinjen kommer eleverne med forskellige forudsætninger. Nogle er meget målrettede mod at uddanne sig til journalister, mens andre har brugt forløbet til at sikre og afklare, om journalistik er den rette vej for dem”, siger Didde.

”Det har været fedt, at vi er så forskellige. Alle byder ind med sit og alle har været gode til at give feedback til hinanden. I gymnasiet sad der altid nogen, som egentlig ikke gad være der, men her er alle engagerede, hvilket giver rigtig meget til undervisningen og øger motivationen for alle.”

Klar til journaliststudiet

På sportsjournalistlinjen undervises Didde af Martin Davidsen, som er uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Århus.

”Vi får altid grundig tilbagemelding fra Martin på det, vi laver. Jeg har før haft andre til at læse mine tekster, men det betyder noget, at man får feedback fra en i branchen. Så føler man, at man ikke er helt dum til det, man laver”, siger Didde med et smil.

Martin Davidsen har mange års erfaring som journalist på Tipsbladet, som kommunikationsmedarbejder for Superligaklubben OB og desuden som freelance sportsjournalist for Ritzau, Information, Fyens Stiftstidende og Jyllandsposten. Derudover er han forfatter til tre bøger om fodbold.

”Jeg har fået styr på grundteknikker og grundbegreber, og generelt er jeg helt klart blevet bedre rustet til at starte. Derudover har Martin forberedt mig på helt konkret på, hvad jeg skal forvente på de enkelte semestre på journaliststudiet. Det har givet mig troen på, at det kan jeg godt klare”, tilføjer Didde.

Kastet ud i det

”En af de bedste oplevelser med sportsjournalistlinjen var, da vi var i Århus for at dække en fodboldkamp mellem AGF og FC Nordsjælland. Det var ikke så længe efter, at vi var startet. Vi lagde ud med at holde et redaktionsmøde, hvor vi hver blev sat på at dække en vinkel af kampen og derefter kastede vi os ud i det. Det var en lidt vild oplevelse, og vi lærte en masse af bare at gøre det. Nogle interviewede en spiller eller træner, og jeg interviewede nogle fans. Vi lærte en masse af bare at gøre det.”

Næste projekt for sportsjournalisterne er at lave journalistisk arbejde for Elite Vejle, som er Vejles organ for talentudvikling i Vejle.

”Det bliver ret ”ægte”, for det er med henblik på publicering.”

”Bedre end jeg turde håbe på”

Som elev på sportsjournalistlinjen indgår Didde i det store højskolefællesskab med 115 andre elever, som også elsker idræt.

”Det er fantastisk at være på højskole – bedre end jeg havde forestillet mig. Det bedste er menneskerne her og det sammenhold, man får. Det er bedre end jeg turde håbe på. Der bliver taget supergodt i mod en. Man kommer meget tæt på hinanden og føler sig aldrig udenfor, fordi folk er gode til at tage hånd om hinanden. Jeg vil anbefale det til alle, der er glade for idræt. Og hvis du går med den mindste tanke om at blive journalist, så prøv sportsjournalistlinjen. Få det afprøvet, så du bliver afklaret.

Allersidste højskoleoplevelse for Didde bliver en rejseuge til La Santa Sport, inden hun d. 3. februar slutter lidt før de andre på Vejle Idrætshøjskole for at påbegynde sin uddannelse som journalist og forfølge drømmen om et job som sportsjournalist.

Læs Diddes reportage om DGI-Huset i Vejle.