Er du til naturoplevelser, vandreture og/eller cykelture, hygge ved bål, overnatning i hængekøje og til bålmad? Så er friluftsliv helt sikkert lige noget for dig.

Friluftsliv på Vejle Idrætshøjskole

I friluftslivfaget tager vi på dagsture og overnatningsture i naturen. Vi arbejder desuden med både teoretiske og praktiske basisfærdigheder inden for friluftsliv. Du lærer at kunne klare dig på tur og får kendskab til naturen. Der vil være fokus på naturoplevelser, plads til hygge og samvær.

Friluftsliv er et fag, hvor konkurrenceelementet fra sportsverdenen ikke er i højsædet. Vi skal udfordres og have det sjovt.

Thea om friluftsliv

Jeg elsker at være ude og have tid og ro til at nyde naturen. Det giver mig energi at følge årstiderne, se en smuk solnedgang, plukke bær, lave mad over bål, høre fuglekvidren eller at mærke efterårsvinden suse i kinderne. Ude mærker jeg rigtigt livet. 

Jeg vil gerne lære mine elever at skabe venskab med naturen, som er grundlaget for vores eksistens. Jeg har overnattet rigtigt mange gange under åben himmel, og jeg foretrækker min hængekøje, for så vild er jeg heller ikke med kryb og kravl. 

Jacob om at undervise i friluftsliv

Friluftslivet er et fag med mange aspekter. Jeg har haft nogle af mine bedste stunder i friluftslivets univers. Mad over bål, klatring, sejlads og talrige aktiviteter i skoven er bare lidt af det friluftslivet tilbyder. Noget af det friluftsliv virkelig kan er at skabe rammerne for gode sociale oplevelser. I Friluftslivet er man ofte afhængig af hinanden og man skal kunne samarbejde, stole på hinanden og ikke mindst give noget af sig selv for at få de bedste oplevelser.